En anden ting er, at jeg ville synes, at det var for fedt at kunne hænge ting op. Og jeg har faktisk altid været hende, der har hængt lamper op, samlet skabe og slået søm i. Men nu, hvor jeg er blevet gift med Thomas, så er det lidt som om mine standarder ikke rigtigt måler sig med hans. Jeg har fx aldrig været bleg for bare at bore løs til der kommer et hul, der passer, og så derefter lappe de overskydende huller i væggen med et stykke vat og en klat tandpasta. Men den går ikke længere!! Der skal måles op, nivelleres, rawplugges og så videre. Og det rækker min tålmodighed ikke rigtigt til.
I dag ville jeg have et spejl op at hænge, og jeg insisterede på at gøre det selv. Thomas havde målt op og tjekket med sit vaterpas at alt var ok. Han havde fundet bits, skruer og godkendt rawplugsne. Det eneste jeg skulle gøre var at bore og skrue, så spejlet kunne hænge fint på væggen, senere i dag, når han kommer hjem. Og jeg gjorde det:-) Men hvor fesent er det så ikke lige, at jeg ikke kan løfte det fu**ing spejl! Det er alt for tungt. Så Thomas må hjælpe igen, når han er tilbage...
Jeg er bare så totalt meget dame, at det er pinligt.
I det mindste har du gjort forarbejdet :) Jeg har længe givet op og forsøger ikke engang at bevæge mig ind på mande territoriet som hjemme hos os er alt handy mandy agtigt og madlavnig. Vi må kende vores styrker og begrænsninger ;)
SvarSlet